En række aarhusianske fagforeninger med LO og FTF i spidsen har oprettet samarbejdet ’Aarhus for Velfærd’ for både private og offentligt ansattes fagforeninger. Formålet er at styrke det kommunale demokrati og selvstyre.

Initiativtagerne er LO og FTF i Aarhus, HK Østjylland, NNF Østjylland, 3F Rymarken, FOA Århus, TL Østjylland, Dansk Metal Østjylland, Socialpædagogerne Østjylland, Dansk Socialrådgiverforening Aarhus, Århus Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland og BUPL Århus.

Kom med i Aarhus for Velfærd
’Aarhus for Velfærd’ udspringer af forårets modstand mod det såkaldte ’omprioriteringsbidrag’, som omdanner kommunale bloktilskud til statslige puljer. Det mener vi er en helt forkert vej at gå. I stedet skal byrådets muligheder for at være herre i eget hus forbedres. ’Aarhus for Velfærd’ siger derfor nej til mere central styring og nej til at stramme kommunernes økonomi. Der er tværtimod behov for at forsvare og udvikle det kommunale selvstyre.

Vi tager byrådets vision om et aktivt medborgerskab alvorligt. Det bør handle om at give borgerne større indflydelse og styrke demokratiet i Aarhus. Vores plan er til foråret at igangsætte initiativer for fagbevægelsens medlemmer og byens borgere i almindelighed. Ikke mindst ønsker vi at diskutere, hvordan vi kan øge borgernes politiske indflydelse på byrådets beslutninger og praktiske indflydelse på kommunens velfærdsordninger.

Vi har ingen færdige løsninger og inviterer derfor alle til en åben debat. Debatten skal være så godt organiseret, at alle får mulighed for at deltage, uanset hvad man laver, eller hvor man bor. Derfor vil vi bl.a. invitere til folkemøder flere steder i kommunen.

Sideløbende vil ’Aarhus for Velfærd’ mobilisere imod centralisering af flere beslutninger, imod at skære i kommunernes økonomi eller true byrådene med sanktioner, hvis de ikke retter ind. Det er der en god grund til. Vores medlemmer er nemlig alle borgere i kommunen, brugere af velfærdsydelser og nogle er også kommunalt ansatte.